Tilbage til brødløs.dk

Tabet af min bror

21./22. september 2003

Jeg blev vækket omkring klokken 3 mandag morgen fordi telefonen ringede. Jeg blev ret irriteret over at nogen kunne finde på at ringe på dette tidspunkt af døgnet, både min kone og jeg skulle jo op på arbejde bare nogle timer senere og havde brug for at sove. Vores 2 børn sover heldigvis så tungt at de ingenting hører.

Min kone går ud og tager telefonen, hun kommer tilbage, det er din far, siger hun, han vil tale med dig. Åh nej tænker jeg, hvorfor i alverden ringer han midt om natten. Jeg har ikke haft det bedste forhold til min far, siden mine forældre blev skilt et par år tidligere, og min far flyttede til Nordsverige. Hans opførsel har sommetider været temmelig uberegnelig, og han har i flere situationer skuffet mig enormt meget, gjort mig ked af det, eller vred, og han er hverken alkoholiker eller misbruger eller sådan noget. Det er bare hans opførsel over for mig og min familie.

Jeg går ud i gangen for at tage telefonen, jeg kan overhovedet ikke i min vildeste fantasi, forestille mig hvorfor min far ringer nu. Jeg tager telefonen. Han siger; der er sket noget forfærdeligt. Uden at vide hvorfor, spørger jeg, er det Vincent? Ja, siger han.


Vincent var min 10 år yngre lillebror, han blev født nytårsaften 1981, og han har i 2 års tid boet i Sverige, hvor han har arbejdet som IT-supporter i et firma der hedder Sykes. Vincent og jeg mindede på utrolig mange måder om hinanden. Vi tænkte ens, vi talte ens, vi havde den samme form for humor, det samme humør, de samme interesser, når vi var klippet ens og havde ens tøj på, lignede vi endda hinanden af udseende. Vi var det som man kalder for tvillingesjæle. Min bror og jeg har mange gange lavet grin med at vi var tvillinger. – Vi var blot født med 10 års mellemrum. Jeg har altid holdt utrolig meget af min lillebror. Han kunne selvfølgelig godt være fantastisk irriterende, men jeg kunne altid genkende mig selv i ham, og hvis vi diskuterede noget, endte altid med at vi grinte af hinanden.


Vincent har været ude for en trafikulykke. Han er kørt frontalt sammen med en lastbil. Mit hjerte hamrede som om det skulle banke igennem brystkassen på mig. Hvad er der sket med ham, spurgte jeg. Det værst tænkelige fik jeg som svar, Vincent er død. Politiet kom for et stykke tid siden, sammen med en præst, og fortalte om ulykken. Præsten er her endnu, men politiet er kørt igen. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, men jeg troede ikke på min far over en dørtærskel. Hold kæft hvor var han åndssvag, hvad bildte han sig ind, sådan noget spøger man overhovedet ikke med. Tænk at ringe folk op midt om natten og sige sådan noget. Var han fuld, var han begyndt at tage stoffer, eller var han blevet fuldstændig rablende gal i hovedet?
Præsten! Jeg måtte tale med præsten. Nu forventede jeg at han ville komme med en eller anden undskyldning om at præsten lige var kørt, for der var jo slet ikke nogen præst. Må jeg tale med præsten spurgte jeg. Selvfølgelig, lige et øjeblik, sagde han. Jeg fik en svensk præst i røret, som først præsenterede sig, og bagefter fortalte at han var ked af det på vores vegne. Hvad han har sagt derefter, aner jeg ikke, det var også helt uden betydning for mig. Det var et kæmpechok for mig, så var det virkelig sandt.

Jeg talte med min far igen, han undskyldte at han ringede for at fortælle mig noget så forfærdeligt. Vi talte om at min lillesøster og min mor skulle have besked. Vi blev enige om at det ikke var en god idé at ringe til min mor, da hun bor alene, og hun ville nok have brug for at have nogen hos sig, når hun fik sådan en dyster besked. Vi aftalte at jeg først skulle tage ned til min lillesøster som bor 40 km syd for Herning, og derfra videre til vores mor som bor 25 km syd for Herning.

Vi bad vores nabo om at holde øje med børnene, som vi lod sove, og kørte så af sted. Min kone kørte, da jeg slet ikke var i stand til at køre bil. Hele turen sad jeg bare og stirrede ud i luften, mens tårerne løb ned af mine kinder.

Jeg ringede på døren hos min lillesøsters kæreste, han kom og åbnede døren efter lang tid, og så meget forundret ud over at vi stod der foran hans dør midt om natten. Jeg sagde bare til ham at jeg gerne ville tale med min lillesøster, han må have troet at det rablede for mig, men han gik alligevel op i soveværelset og hentede min søster. Jeg kunne høre at hun sagde ”Martin, nu?” Da hun var kommet ned af trappen, sagde jeg, Vincent er død. Hun fortrak næsten ikke en mine, jeg gav hende et knus. Hun spurgte hvordan, og jeg fortalte at jeg kun vidste at det var en trafikulykke, jeg kendte ikke de nærmere omstændigheder, jeg vidste at Vincents kæreste var med i bilen, men jeg vidste ikke om hun havde overlevet ulykken.

I løbet af ganske kort tid kørte vi videre, for at give vores mor besked. Jeg stod på min mors trappe klokken halv syv om morgenen, og bankede på døren. Hun hørte ikke at jeg bankede på, så jeg ringede til hende fra min mobiltelefon, og sagde at jeg stod udenfor, og at hun skulle komme ud og åbne døren. Min mor kom og åbnede døren, det var hendes 52 års fødselsdag, hun så ufattelig glad ud da hun åbnede døren. Jeg har siden hen fået at vide at hun troede at vi kom med rundstykker for at fejre hende, inden vi alle sammen skulle på arbejde. Men i stedet skulle jeg give hende den dårligste fødselsdagsgave, man overhovedet kunne tænke sig. Hele vejen dertil havde jeg spekuleret på hvad jeg skulle sige til hende, hvordan ville hun reagere, ville hun falde om? Hej mor, Vincent er død i en trafikulykke, sagde jeg til hende. Hendes ansigt ændrede øjeblikkelig karakter. Åh, nej, sagde hun. Åh, nej, åh, nej, åh, nej. Det blev hun ved med at gentage. Hun græd, jeg græd, min søster græd, og min kone græd. Vi sad længe i hendes sofa, næsten uden at snakke sammen, det var rædselsfuldt. Det er absolut det værste jeg nogensinde har oplevet.

Efter et stykke tid, kørte vi hjem til vores hus i Herning, og forbi min arbejdsplads, for at fortælle at jeg ikke kom på arbejde den dag. Da jeg gik ind på mit arbejde, for at tale med mine 3 kollegaer, kom jeg til at smile underligt, hvorfor ved jeg ikke, for der var ikke noget at smile af, måske var det bare en slags forsvars reaktion, fordi, jeg helst ikke ville græde foran mine arbejdskammerater. Men det var en syg følelse, at skulle fortælle hvorfor jeg ikke kom på arbejde den dag, samtidig med at man står og smiler fjoget. Jeg havde nok ikke særlig meget styr over krop og følelser den dag.

Jeg husker ikke særlig klart hvad der skete resten af dagen, bortset fra at min mor fik utrolig meget sympati og opmærksomhed, hun talte ustandseligt i telefon resten af dagen. Det kan jeg også godt forstå, men jeg kan ikke forstå hvorfor jeg fik så lidt opmærksomhed, jeg havde da mistet min elskede lillebror! Som dagene og ugerne gik og alle spurgte til hvordan det gik med min mor, og kun meget få spurgte til hvordan jeg havde det, tog jeg mere og mere afstand fra at snakke med min mor, om min lillebrors død, jeg kunne ikke holde det ud, og det kan jeg stadig ikke. Det er sikkert ikke nemt at sætte sig ind i min situation som storebror, og man har sikkert svært ved at finde ud af hvad man skal sige, uden at støde mig, og så spørger man til min mor, for at vise høflighed og medfølelse.

Vi brugte også en del krudt på at finde ud af nøjagtig hvad der var sket, hvor, hvornår, hvorfor, og at Vincents kæreste havde overlevet.


Vincent og hans kæreste Annelie var ved halv syv tiden om aftenen den 21. september 2003 kørt sydpå for at hente en ven i lufthavnen. Derefter skulle de alle tre have spist på restaurant for at fejre Vincent og Annelies 2 års forlovelsesdag.

I et langt højre sving, sådan et som næsten aldrig har nogen ende, kører Vincent frontalt sammen med en lastbil. Der er ikke nogen som ved nøjagtig hvorfor det skete, Vincent eller lastbilen kan være kommet for langt ind mod midten af vejen, der kan have været glat, det regnede, der kan have ligget våde blade på vejen, der kan have været pletvis isglat, eller en af førerne kan have været uopmærksom blot et splitsekund.

Lastbilen kører hen over den side af bilen hvor Vincent sidder, en særdeles sikker bil, en forholdsvis ny Volvo 850, med airbags, antispin, abs bremser, og helt nye dæk, men taget bliver revet af bilen, Vincents sele bliver skåret over af en skarp genstand, og Vincent bliver dræbt på stedet. Lastbilen fortsætter et lille stykke og vælter om på siden. Derefter er alt stille. Annelie sidder fastklemt, hun kan se Vincent ligger med det halve af kroppen ude af bilen i en blodpøl. Hun kalder på ham, men han svarer ikke.

Kort efter ulykken kommer to unge fyre til ulykkesstedet og tager Vincent ud af bilen, lægger ham i natostilling og svøber et tæppe omkring ham. De hjælper også Annelie ud af bilen som fysisk kun har brækket kravebenet og har et mærke hvor sikkerhedsselen har siddet. Få minutter senere kommer to sygeplejersker til ulykkesstedet, de er på vej hjem efter en weekend i bjergene. De prøver at genoplive Vincent, både ved kunstigt åndedræt og hjertemassage, men desværre uden held. Kort tid efter kommer politi og 3 ambulancer til stedet og tager sig af Annelie, lastbil chaufføren, og Vincent.


Vi får at vide at Vincent bliver transporteret til et stort sygehus udenfor Stockholm, for at blive obduceret. I Sverige obducerer man alle trafikofre, for at finde ud af dødsårsagen, om der er tale om et hjertestop umiddelbart før ulykken, om der har været narkotika eller alkohol indblandet i ulykken, osv. Dødsårsagen i min lillebrors tilfælde var et hårdt slag mod hovedet, og da min lillebror hverken drak alkohol eller brugte narkotika, var det selvfølgelig ikke skyld i ulykken.

Min mor, søster og jeg bliver enige om at tage til Stockholm for at se Vincent. Vi tager et fly til Stockholm tirsdag aften, lejer en bil i lufthavnen og kører ud til sygehuset, hvor vi ankommer omkring klokken 22, min kone er i øvrigt også taget med. Udenfor indgangen, står 2 mænd i pibende kulde og tager imod os, vi får alle et knus af begge mændene, og de beklager sorgen. Vi kommer indenfor i et lille rum hvor der står en stor U- formet sofa som vi alle sammen kan sidde i. Den ene af mændene, Jan Loveus, fortæller os at Vincent ligger i rummet ved siden af, vi kan bare se en glasdør, hvor gardinet er trukket for. Han fortæller os, hvordan der ser ud inde i rummet, at de har tændt nogle stearinlys, han fortæller hvordan Vincent ligger, han fortæller nøjagtig hvordan Vincents skader ser ud og hvor på kroppen han er skadet. Han fortæller at vi godt må røre ved ham, at vi godt må tage billeder, og at han godt vil tage billeder for os, hvis vi hellere vil det. Han forbereder os på bedste vis, til hvad vi vil se og opleve når døren bliver åbnet. Jeg er Jan Loveus en stor tak skyldig for hans medmenneskelige måde at gribe situationen an på. Nu bliver døren åbnet, og min mor går ind, jeg bliver siddende et lille stykke tid, inden jeg har samlet mod nok til mig, til også at gå ind. Det er meget uvirkeligt. Man føler næsten at man er gået lige ind i en amerikansk film, men dette er virkeligheden! Jeg går hen til min bror og lægger en gul rose ved hans hånd, hans yndlingsfarve er gul, så derfor giver jeg ham en gul rose. Jeg kysser ham på panden. Det undrer mig at han ikke er koldere end han plejer at være, men Vincent og jeg er begge to nogle frossenpinde, og vi plejer ikke at være særlig varme at røre ved. Min mor giver ham en rød. Min lillesøster havde også en blomst med, men jeg husker ikke hvilken, hun står bare i et hjørne og kigger, hun ser dybt chokeret ud, som om det først nu går op for hende, at mareridtet er sandt. Min bror har et dybt dybt sår på højre side af hovedet, det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg tænker på hvor ondt det må gøre, at få sådan at sår. Hans kæbe er skubbet underligt frem og toppen af hans kranie er ligesom skubbet lidt tilbage, bortset fra det er det eneste synlige nogle smårifter, hist og her i ansigtet. Hans øjne står nogle få millimeter på klem, nøjagtig ligesom de gjorde når han sov. Der er ikke noget uhyggeligt ved at være her, det er bare sørgeligt. Intet andet end sørgeligt!

Nu er der ikke ret meget andet end begravelsen at bekymre sig om. Hvor skal Vincent begraves? Både min mor, min søster og jeg, vil gerne have ham til Danmark. Han har godt nok været kæreste med Annelie i to år, men bortset fra det har han jo ikke nogen familie i byen hvor han boede. Jeg får at vide af nogen at min far vil have ham begravet i Sverige, jeg er rosenrasende, hvad i alverden skal han begraves deroppe efter. Er det i byen hvor min far bor? 800 km længere nordpå end hvor min bror boede? Er det sådan han vil have det? Hvem skal passe graven, for min far kan ikke fordrage at gå på kirkegårde. Jeg bestemte mig for at hvis han fik det gennemtrumfet, ville jeg aldrig tilgive min far, og jeg ville aldrig tale med ham igen. Det viste sig dog at være en misforståelse. Siger min far i hvert fald. Da han ringede for at sige at han synes at Vincent skulle begraves i Danmark, og min mor, min søster og jeg kunne hjælpes ad med at finde ud af hvor hans skulle begraves, kunne jeg næsten ikke tale. Jeg græd efter at have lagt røret på. Man har overhovedet ikke styr på sine følelser.

Vincent kom til Danmark halvanden uge efter ulykken. Jan Loveus kørte ham til Danmark, det havde jeg det godt med. Det var rart at vide at det var et godt menneske, som man kendte en lille smule, og som vidste lidt om hvem Vincent var, som skulle køre de næsten 1000 km med min døde lillebror bag i bilen.

Vincent blev begravet en smuk efterårsdag, næsten 2 uger efter ulykken, på en kirkegård i Brande hvor vores mor bor, og hun er næsten dagligt på kirkegården, for at sørge sætte blomster og for at sørge for at der ser ordentligt ud. Jeg har ikke været på kirkegården særlig mange gange, kun en gang om måneden tror jeg. Jeg har det bare så dårligt med at vide at min bror ligger i en trækasse 2 meter nede i den fugtige jord, kun omgivet af mørke og stilhed, og jeg kan se hvordan jorden langsomt synker på hans grav for hver gang jeg besøger den.

Jeg hjulpet mine forældre utrolig meget under hele forløbet, og det har været fantastisk hårdt at sørge for at få ham til Danmark, hjælpe med at planlægge min lillebrors begravelse, hjælpe med at rydde op i hans personlige ejendele, alt papirarbejde, alle telefonsamtaler og skriverier frem og tilbage med forsikringsselskaber, og så videre. Jeg har følt mig meget alene, selvom jeg har en utrolig sød kone, som hele tiden har været der for mig. Jeg har alligevel følt mig så alene! For hvem kan sætte sig ind i, og forstå hvordan jeg har det? Hvad det er jeg går igennem? Hvem kan jeg dele det med?

Jeg talte i telefon med min bror, kun få timer inden ulykken, vi grinte sammen, og vi var begge to i strålende humør.

Men -

Vincent skulle kun blive 21 år gammel.

Jeg savner ham helt vildt hver dag, og selvom jeg kun sjældent græder, er jeg sønderknust indeni. Jeg mangler min bror!

Martin